Stabilt blodsukker

Energi

Menneskets funktion afhænger af energi. Vi er nødt til at indtage energiholdige næringsstoffer for at drive de vigtige processer, der hele tiden foregår i vores krop. For at udvinde energien af et næringsstof skal det først fordøjes og nedbrydes til mindre bestanddele.

Når vi spiser mad, indtager vi næring i form af fedt, kulhydrat og protein. Kulhydrat er den bedste og mest lettilgængelige kilde til energi. Det bliver i sidste ende omdannet til glukose, som er det mest simple kulhydrat, som kan optages og bruges direkte af kroppen, og det giver mennesket hurtig energi til kroppens funktioner.

Overordnet vil det sige, at når man spiser noget, så stiger ens blodsukker. Hvor stor stigningen er, og hvor længe, der går, inden det falder igen, er afhængigt af, hvad og hvor meget du spiser. Forskellige typer af kulhydrat påvirker som sagt også dit blodsukker på forskellig vis.

Forskellige typer af kulhydrat:

Monosakkariderne: Det er de mest simple og hurtigt optagelige kulhydrater. De giver en hurtig blodsukkerstigning og bliver tilsvarende hurtigt opbrugt, hvorefter blodsukkeret falder hurtigt igen. Det er bl.a. glukose og fruktose.

Disakkarider: De er sammensat af to monosakkarider og optages derfor lidt langsommere end de simple monosakkarider. Eksempler er laktose (mælkesukker), maltose (forekommer i malt) og sukrose (sakkarose – raffineret hvidt sukker).

Polysakkarider: De er sammensat af min. tre monosakkarider såsom stivelse, cellulose og kostfibre (ufordøjeligt kulhydrat). Det er de mest komplekse kulhydrater, som dermed har længst optagelsestid. De går langsommere ind i blodet, og dermed skabes en mere stabil blodglukosekoncentration.

De fleste kulhydrater bliver i sidste ende omdannet til glukose, hvorved bugspytkirtlen udskiller insulin, som fungerer som et hjælpehormon, hvis opgave er at transportere glukosen ud til alle kroppens celler, som derved kan bruge det til energi.

Det vil sige, at vores krop i vid udstrækning selv justerer blodsukkeret.

Kostfibre:

Kostfibre er ufordøjelige kulhydrater. Det betyder, at de ikke nedbrydes og giver ingen blodsukkerstigning. Kostfibre er vigtige, da de får maden til at fylde mere, så du føler dig mæt i længere tid. På den måde hjælper de med til at holde vægten, fordi der er mindre risiko for, at du spiser for meget. Samtidig stimulerer kostfibre tarmens motorik, så maden kommer hurtigere gennem tarmen, og du undgår forstoppelse.

 

Lavt/højt blodsukker:

Blodsukkeret stiger og falder over et døgn. Det påvirkes som sagt af det, du spiser, og af hvor fysisk aktiv du er. Blodsukkeret er normalt lavest om morgenen og højest kort tid efter et måltid. En stor stigning af dit blodsukker er efterfulgt af et dyk af dit blodsukker. Desto større stigning, desto større dyk. Hvis du fx spiser fødevarer med meget sukker, vil du opleve en stor stigning og herefter et stort dyk. Hvis du ikke har diabetes, vil din krop selv regulere højt og lavt blodsukker. Men når du oplever et stort dyk, kan du føle dig træt og uoplagt, og mange vil derfor have lyst til at spise endnu mere ”hurtig” energi så som fødevarer med meget sukker. Et redskab til ikke at opleve dyk i dit blodsukker og dermed træthed og uoplagthed samt indtag af flere ”tomme kalorier” er det, man kalder ”stabilt blodsukker”.

Hvad kan du selv gøre for et mere stabilt blodsukker:

  • Undgå for meget sukkerholdig mad i hverdagen, da sukker giver en hurtig blodsukkerstigning samt et hurtigt fald. Vær også obs på de flydende sukkerholdige produkter.
  • Fysisk aktivitet gør musklerne mere følsomme overfor insulin og dermed bedre til at trække sukkeret ud af blodbanen, når blodsukkeret stiger. Jo mere du bruger dine muskler, og jo større de er, jo hurtigere er du til at bruge overskydende sukker og dermed sænke blodsukkeret og holde det stabilt.
  • Hvis der går for lang tid mellem dine hovedmåltider, kan et fiberrigt mellemmåltid hjælpe dig til at få et mere stabilt blodsukker, så du undgår at falde i fælden med at tage noget sukkerholdigt.
  • Spis masser af grove grøntsager og fuldkornsprodukter, som har et højt indhold af kostfibre. De giver en bedre mæthed i løbet af dagen.

Hvis du har brug for hjælp til at få styr på et mere stabilt blodsukker i dagligdagen eller vægttab, så kontakt en af vores diætister her.

Tilbage til oversigt