Overvægt: Vigtigheden af vane- og adfærdsændringer
Vægttab, sundhed, sygdom og livsstil er stadig centrale emner og fokus for både den almene befolkning og i fitness- og sundhedsbranchen. Det skyldes bl.a., at 52,6 % af den danske befolkning er overvægtig, og andelen af svær overvægt er steget med næsten 5 % mellem 2010 og 2021. (Sundhedsstyrelsen, 2022).
Men hvorfor er det så svært at undgå overvægt og særligt også at komme de overflødige kilo til livs? Handler det ikke bare om at undgå de ”usunde” fødevarer og spise mere af de ”sunde” fødevarer? Eller nærmere at lukke munden og lette r…n?
Sandheden er, at sådan forholder det sig ikke. Det er mere komplekst – og nuanceret – og individuelt.
De seneste årtier har mange ”eksperter” været med til at skabe en vægttabskultur, der handler om, hvordan man kan tabe sig nemt og hurtigt ved at følge en særlig kur, diæt eller spise udvalgte fødevarer og træne på bestemte måder for at øge sin forbrænding. Det skal være en nem og hurtig løsning, ja nærmest en magisk løsning.
For nogle mennesker har det virket – på den korte bane. De mennesker, der følger en kur eller restriktiv livsstil over længere tid (måneder/år), har med stor sandsynlighed udviklet et forstyrret forhold til krop og mad – og sikkert uden selv at vide det eller ville erkende det.
Sådan behøver det ikke være. Ikke for dig. ”Problemet er ikke, hvad du spiser; men hvorfor du spiser”, plejer jeg at fortælle andre.
Med det mener jeg, at vi skal lade være med at kategorisere bestemte fødevarer som værende sunde, usunde, farlige, fedende o.l. Mad og fødevarer skal ikke tillægges en særlig værdi og heller ej beskyldes for at være årsagen til overvægt eller den uønskede krop/livsstil.
Hvis du vil din overvægt til livs eller har andre sundhedsmål, du gerne vil nå, bliver du nødt til at kigge ind i dine vaner og adfærd på daglig basis.
Vaner er vigtige, da de sparer os for at skulle være opmærksomme på alt, hvad vi foretager os til daglig. En vane har til formål at skabe en belønning gennem en automatisk/ubevidst handling (adfærd). Alle vaner gavner et specifik behov.
Ved at ændre dine vaner, ændrer du også din adfærd. Det er nemlig de daglige handlinger, der over tid vil skabe resultater eller i hvert vil skabe ændringer.
Lad mig give dig et eksempel her til slut: Du er kommet hjem fra job og har fået klaret aftenens gøremål med børn, madlavning, oprydning, vasketøj osv. Du er træt, og jobbet er lige nu udmattende. Du har brug for mig-tid og sætter dig foran tv’et med en god film, en kold sodavand og en skål chips eller slik – for det fortjener du. Sådan gør du de fleste aftener helt uden at tænke over det.
Disse handlinger over tid kan være medvirkende til din overvægt grundet et øget kalorieindtag, fordi du ender med at spise mere, end du forbrænder. Skal du derfor helt droppe hyggen om aftenen med slik og sodavand? Nej, det behøver du ikke. Det kan være helt okay at have lyst til det. Men det, du i stedet bør gøre, er at forsøge at forstå, hvad der ligger til grund for, at du hver aften oplever et behov for at skulle slappe af foran tv’et med slik og sodavand. Hvad er årsagen til, at den adfærd er blevet vanlig?
Når du kender årsagen til dine vaner og adfærd, har du nemmere ved at vurdere, hvorvidt du faktisk har lyst til at undgå vanen/adfærden. Måske finder du ud af, at du ikke vil undvære det om aftenen, men i stedet lære at være opmærksom på, at du vælger slik og sodavand til, når du har lyst til det. På den måde kan du skabe nye vaner med mere hensigtsmæssige målsætninger helt uden afsavn af de fødevarer, du virkelig godt kan lide.
Problemet er ikke, hvad du spiser; men hvorfor du spiser.
Vaner er gode og vigtige. Vi skal blot lære at kende dem og justere dem hen imod mere sunde og hensigtsmæssige valg til daglig. På den måde kan du leve et sundere og gladere liv uden selv at skulle tænke for meget over det til hverdag – over tid.