Søvn og Sundhed

Hos Fit&Sund diætist møder vi mange mennesker, der gerne vil leve sundere. Det at leve sundere er ikke nødvendigvis med afsæt i vægttab; men ”hvad kan jeg gøre for at blive sundere?”. Selvfølgelig kan vægttab være en sidegevinst, og vægttab kan også være en del af at blive sundere; men sundhed kan sagtens være andet end vægttab.

Vores klienter beskriver ofte et ønske om at have følelsen af sundhed og et ønske om ikke at være træt. De ønsker altså mere energi. Denne energi beskrives ofte som en følelse af at kunne overskue hverdagen og dens gøremål samt at have energi til at være fysisk aktiv.

Vejen til mere energi er rent fysiologisk simpel, men kan være kompleks, når vi taler vaneændringer. Hvis du har brug for hjælp til vaneændringer, kan du få hjælp fra vores behandlere her. 

Får du din søvn?

Søvn er sundt for hjernen. Det er nemlig her, hjernen rydder op i de informationer, den har fået i løbet af dagen. Et godt søvnmønster er derfor vigtigt for, at hjernen forbliver sund og for, at du har energi til hele dagen.

Søvn giver os overskud, ligesom mangel på søvn giver os (søvn-) underskud. Når vi ønsker at ændre vaner, er det vigtigt, at vi har en grad af overskud, da vaneændringer kan være ret energikrævende. Din krop har ikke lyst til at være fysisk aktiv, hvis den mangler søvn, og hvis du i forvejen har svært ved at få fysisk aktivitet ind i hverdagen, kan vi kalde det ”dobbelt så svært”.

Anbefalingen lyder på 7-8 timers søvn; MEN vi er alle forskellige, og dit behov kan være anderledes. Føler du dig udhvilet i løbet af dagen med 6 timers søvn, så er dét dit behov. Det er også værd at kigge på selve kvaliteten af din søvn. Har du svært ved at falde i søvn om aftenen? Vågner du flere gange om natten? Det handler altså ikke kun om den samlede mængde timer af søvn; men om du har meget afbrudt søvn i løbet af natten.

Prøv disse steps for en bedre søvn:

  1. a) Sørg for at tisse af, inden du lægger dig til at sove, så du potentielt undgår at skulle tisse om natten.
    b) Drik ikke en masse væske før sengetid. Du kan starte med at undgå at drikke 2 timer før sengetid, og hvis det ikke virker, kan du prøve med 3 timer osv.
    c) Hvor meget koffein får du i løbet af dagen? Der er koffein i kaffe, nogle typer af te, sodavand, energidrikke m.m. Koffeinen er for mange vanddrivende og har desuden en opkvikkende effekt.
    d) Er din krop træt? Har den fået lov at bevæge sig i løbet af dagen? At bevæge sig kan være en hjælp til, at din krop får en god nats søvn. Dog kan det have modsat effekt, hvis du dyrker motion lige inden sengetid.
    e) Har du svært ved at give slip på dine tanker og falde i søvn? Prøv at have skærmfri tid 1 time før sengetid, læse, tegne, strikke eller andet, som kan medvirke til at få din krop til at falde til ro.
    f) Hvis mangel på søvn går ud over din livskvalitet, anbefaler vi, at du tager en snak med egen læge.

Ligesom søvn giver os mere energi, får vi også mere energi ved at spise sundt. Hvad vil det sige at spise sundt? Mange grøntsager, umættet fedt fremfor mættet, sluk tørsten i vand, og spar på de søde sager osv.


Det er let for os at skrive, hvad sund kost er, velvidende at det er en stor udfordring for mange mennesker at spise herefter. Det er samtidig vigtigt for os at understrege, at sundhed også kan være sundere. Hvis du aldrig spiser grøntsager og begynder at spise agurk, lever du sundere. Hvis du aldrig bevæger dig og begynder at tage trappen i stedet for elevatoren, lever du sundere. De små skridt, gør din livsstil sundere. Læs vores blogindlæg bevar energien, og få tips og tricks til, hvordan du gennem kosten kan bevare din energi i løbet af dagen.

Tilbage til oversigt