Pålægssalat med varmrøget laks og rødkål

Af: Fit&Sund Diætist

Laks indeholder umættet fedt, som er godt for hjertet og kredsløbet. Kål er fyldt med gode vitaminer og mineraler og er desuden en af de såkaldte grove (fiberrige) grøntsager. Det betyder, at kål indeholder mange kostfibre, som bl.a. er gavnlige for blodsukkeret, kolesteroltallet og tarmfloraen. Bryder du dig hverken om fisk eller kål, så prøv alligevel denne nemme og sunde opskrift – måske bliver du overrasket over, hvor godt det egentligt kan smage. 

Ingredienser

  • 125 g varmrøget laks
  • 2 dl creme fraiche 5%
  • 250 g rødkål
  • 1 bundt purløg
  • Salt og peber.

Sådan gør du:

  1. Hak rødkålen fint, eller riv det på den grove side af rivejernet.
  2. Hak purløgene.
  3. Riv laksen fra hinanden i små stykker.
  4. Bland rødkål, purløg, creme fraiche og laks i en skål, og smag til med salt og peber.
  5. Pålægssalaten kan fx bruges på rugbrød, knækbrød, i pitabrød eller i en madpandekage.

NB: Mange pålægssalater indeholder per 100 g over 250 kcal og 20 til 30 g fedt. Med denne opskrift får du kun 100 kcal og 6,3 g fedt per 100 g.


Tilbage til oversigt