UPS Påskefrokost
Udvalg, prioritet, selektion
Vil du gerne kunne tage til påskefrokost uden at overspise? Uden at gå fra bordet helt fyldt og oppustet?
Du kan med fordel bruge UPS-princippet til at navigere ud fra, når du er til påskefrokost med en masse lækker mad ofte i form af en buffet.
U står for Udvalg. Det betyder, at du først skal danne dig et indtryk af udvalget af mad. Hvilken slags mad er der at vælge imellem på bordet?
P står for Prioritet. Det betyder, at du i dit eget hoved finder ud af, hvilken mad du har mest lyst til, hvilken mad du måske sjældent får eller virkelig sætter pris på.
S står for Selektion. Det betyder, at du udvælger noget mad frem for andet, før du øser maden op på din tallerken.
På den måde får du smagt på den mad, du virkelig sætter pris på, og fravalgt den mad, du måske bare tager af vane.
Hvis du husker på dette redskab til din næste påskefrokost, vil det uden tvivl gøre dig mere bevidst om dine valg, og du vil lægge mærke til, at det ikke er al maden, du har behov for.
Tilvælg det, du allerhelst vil have, så bliver det lettere at undvære resten. Hvis du sparer lidt på kalorier alle steder eller der, hvor du kan, bliver det nemmere at gøre plads til nydelse på andre tidspunkter. Vi kan kalde det ”at spare sammen”. Det vigtigste er, at du bliver nysgerrig på, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du kan undvære. Eller hvad behøver du, hvad du kun har brug for lidt af, og hvad du helt kan undvære.
Eksempel: Jeg vil allerhelst have et stykke kage. Jeg behøver kun en håndfuld chips. Jeg kan undvære varm kakao med flødeskum. Både arrangementets fristelser og prioriteringen af dem kan selvfølgelig være helt anderledes end ovennævnte; men princippet er det samme. Find ud af, hvad du elsker allermest, så bliver det lettere at undvære resten.