Stop madspil – Grønkål

Af: Fit&Sund Diætist

Vi kender det nok alle, når vi fylder indkøbskurven med diverse sunde lækkerier og en bunke ambitioner om at lave en masse dejlig mad hjemme i køkkenet. Efter nogle dage kan man så åbne køleskabet, og dér i grøntsagsskuffen ligger resterne af de ubrugte grøntsager, som ikke lige kom med i madlavningen alligevel, og som efterhånden er klar til at blive smidt ud. Her er det lige, vi skal blive bedre til at stoppe op på vej hen til skraldespanden og tænke lidt kreativt.

I gennemsnit bliver der i Danmark smidt 280.000 ton frugt og grønt ud hvert år! Og indholdet i min egen grøntsagsskuffe var ved at få samme tur forleden dag. Der lå en sørgelig pakke med grønkål, og da kalenderen var fyldt op de kommende par dage med arbejde og middagsinvitationer, ville jeg ikke kunne få det brugt inden da. Derfor blev næste skridt fryseren.

Grønkål og andre grønne grøntsager som ærter, bønner og spinat er meget velegnet til frysning. For at de kan holde sig, er det vigtigt at blanchere grøntsagerne først – ellers kommer de til at smage af hø. Blancheringen inaktiverer enzymerne i grøntsagerne, så de bevarer deres farve og smag.

Blanchering – fremgangsmåde:

  • Kog rigeligt med vand i en gryde
  • Vask og nip grøntkålen
  • Kom kålen i gryden, når vandet koger, og blancher i 2 minutter
  • Hæld vandet fra kålen, og overhæld kålen med koldt vand
  • Snit kålen fint, og kom den i en fryseegnet bøtte.

Sådan – intet madspild.

Tilbage til oversigt