Søde kartofler – det nye sorte?
Søde kartofler bliver af mange lovprist som en noget nær hellig spise til forskel fra den almindelige kartoffel, som ikke modtager omtale i samme grad.
Almindelige kartofler og søde kartofler indeholder samme mængde energi – dog indeholder almindelige kartofler knap 17% stivelse, hvorimod den søde kartoffel ikke indeholder noget. Dette må dog ikke tolkes som, at den søde kartoffel er sundere, da stivelse blot består af mange molekyler, som sidder sammen på en bestemt måde.
Søde kartofler indeholder både glukose og fruktose, som er de molekyler, der udgør den lange stivelseskæde i de almindelige kartofler. Indholdet af de to sukkermolekyler er ca. seks gange højere i søde kartofler end i almindelige kartofler; men dette må heller ikke ses som bevis for, at den ene kan prises sundere end den anden.
Den søde kartoffel bliver solgt på især det at være god, når man træner meget for at undgå kulhydrater, selvom vi skal have mange kulhydrater i en sund kost (Læs mere om kulhydrater her). Mængden af kulhydrater er dog heller ikke det, der adskiller de to sorter, da der er 17,3% kulhydrat i den almindelige kartoffel og 17,2% kulhydrat i den søde kartoffel.
Måske kan det have noget med proteinindholdet at gøre, når det anbefales af mange, som træner? Det kommer måske som en overraskelse for de fleste, at den stivelsesholdige kartoffel indeholder hele 2% protein, hvor den søde kartoffel kun indeholder 1,3%. Det er altså heller ikke på mængden af protein, at de to kartoffeltyper adskiller sig væsentligt fra hinanden – især ikke til den søde kartoffels fordel.
Dér, hvor man til gengæld ser en forskel mellem de to sorter, er på kostfiberindholdet, som er næsten dobbelt så stort i den søde kartoffel i forhold til den almindelige kartoffel hhv. 2,7% og 1,4%. Desuden er der nogle væsentlige forskelle i indholdet af vitaminer og mineraler. I den søde kartoffel finder man både væsentligt mere A-vitamin, natrium, calcium og kobber end i den almindelige kartoffel. Fx er indholdet af A-vitamin 447 gange større i den søde kartoffel sammenlignet med den almindelige kartoffel. Dog har den almindelige kartoffel også nogle gode egenskaber at være stolt af, bl.a. er indholdet af folat – især vigtigt for gravide – tre gange højere end i den søde kartoffel. Dertil kommer, at den almindelige kartoffel til forskel fra den søde kartoffel desuden indeholder både E-vitamin, K-vitamin, jod og selen, hvoraf især selen, som primært fås gennem fisk og skaldyr, er særlig vigtigt for at opretholde et godt immunsystem.
Alt i alt er der fordele ved begge kartoffelsorter, hvorfor det ikke er helt retfærdigt, at den ene er lovprist, og den anden er nærmest glemt. Det er mere en smagssag, om man er til den ene eller den anden slags; men begge kan sagtens indgå som en del af de 45 til 60%, man skal have fra kulhydratholdige fødevarer (jf. de officielle næringsanbefalinger. Se nedenfor). Spis derfor endelig kartofler af den ene eller anden slags med god samvittighed, da de er gode begge to som en del af en sund og varieret kost. Det gælder i øvrigt for de fleste fødevarer: Spis med omtanke og nyd lidt af hvert.