Morgenmad og skolestart
Morgenmad er i folkemunde dagens vigtigste måltid; men kan videnskaben bakke denne påstand op? Svaret er ikke entydigt; men det tyder på, at når det gælder børn og særligt yngre børn, så har morgenmad en positiv betydning for deres læring. Det er særligt børnenes koncentrationsevne og hukommelse, som påvirkes negativt, hvis barnet ikke får morgenmad.
Hvad gør jeg så, hvis mit barn nægter at spise morgenmad?
Det første, du skal gøre, er at tage det helt roligt! Der kommer intet godt ud af at presse barnet til at spise morgenmad. Børn er rigtigt gode til at fornemme, hvis der er en presset stemning omkring mad, og den pressede stemning kan få barnet til at forbinde morgenmaden med noget negativ og dermed yderligere fornægte det. Børn skal have madro.
Vil dit barn ikke spise morgenmad, kan du prøve at høre, om han/hun måske har lyst til at drikke noget. Måske lidt vand, mælk eller juice. Derefter kan du sørge for, at barnet har noget let at spise, når sulten melder sig. Måske kan du stoppe en lille bolle eller myslibar i lommen på ham/hende på vej ud ad døren, og som de kan spise på vej i skole. Hvis dit barn ikke spiser morgenmad, så vær opmærksom på at give en lidt større madpakke med til formiddagspausen.