Koldhævede bønneboller med fuldkorn

Disse koldhævede boller er dejligt fugtige og fyldt med bønner, havregryn og fuldkornsmel, som bidrager med en masse kostfibre. Det er også en god måde at få flere bælgfrugter i kosten.

Bollerne er nemme at lave og behøver ikke en røremaskine. Du kan nøjes medat røre rundt med en gaffel.

billeder-til-artikler/koldhaevede-boenneboller-med-fuldkorn-ernaering.png

18 stk.

Ingredienser

240 g hvide bønner, tørrede og kogte

7 dl vand

10 g gær

2 tsk. salt

1 tsk. sukker

1 spsk. chiafrø

80 g havregryn

150 g fuldkornsspeltmel (eller anden fuldkornsmel)

350 g hvedemel

Tip: Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi dagligt spiser 100 g bælgfrugter. Disse boller kan være en ny og lækker måde at få lidt flere bælgfrugter i kosten.

Sådan gør du:

  1. Hvis du bruger bønner fra dåse, skal du starte med at hælde vandet fra og skylle dem grundigt.

  2. Hæld derefter bønnerne i en blender/foodprocessor med 3 dl vand. Blend til der ikke er flere klumper tilbage. Det bliver en tynd masse. Lad stå.

  3. I en stor skål opløser du gæren i 4 dl lunkent vand. 

  4. Når gæren er opløst kan du tilsætte salt og sukker. Rør sammen og tilsæt bønnemassen.

  5. Kom nu chiafrø og havregryn i den våde blanding. Rør godt rundt.

  6. Herefter tilsættes fuldkornsspeltmel. Rør rundt.

  7. Nu skal hvedemelet tilsættes – kom gerne halvdelen i først, rør lidt rundt, og kom så resten af melet i. Dejen skal ikke røres for meget sammen, så rør kun til der ikke er flere melklumper i dejen. Det skal være en klistret masse med konsistens som en tyk havregrød. Hvis dejen er for flydende, kan du tilsætte en smule mere mel, men vær forsigtig, at dejen ikke bliver for tør.

  8. Dæk nu skålen til, og stil den på køl natten over. Dejen skal hæve minimum 8 timer og maks. 24 timer.

    Næste morgen:
  9. Tænd ovnen på 200 grader varmluft, og sæt 2 bageplader ind i ovnen, mens den varmer.

  10. Tag dejen ud af køleskabet.

  11. Når ovnen er varm, tager du de varme bageplader ud og kommer bagepapir på.

  12. Brug en våd spiseske til at fordele dejen i 18 klumper på bagepladerne (9 boller pr. plade). Du kan evt. drysse lidt havregryn, kerner eller chiafrø på toppen af dejen.

  13. Bag nu bollerne i 20-25 minutter. De skal være let gyldne og have en gylden fast underside. 

  14. Lad bollerne køle af på en rist i minimum 5-10 minutter, inden du skærer dem.
    Velbekomme.
Tilbage til oversigt